Når det lille fodboldbarn ikke vil være med til fodbold

Min søn elsker fodbold. Men i søndags til træning gik han ud på sidelinjen og sagde “Jeg vil ikke være med”. Det fik mig til at tænke over et nyt blogopslag:

Som idrætslærer i mange år har jeg stået på græsset med børn i alle aldre, fra de helt små, der lige har lært at være en del af et hold, til de større, der allerede tænker i taktik og positioner. Og jeg kan fortælle dig én ting, jeg har lært: Det er ikke det barn, der scorer flest mål, der hver gang gør størst indtryk. Det er det barn, der overvinder sin egen usikkerhed og finder modet til at være med.

Nogle børn kaster sig ud i fodbold fra dag ét. Andre står ved sidelinjen med hænderne i lommen og kigger ned i græsset. Måske græder de, måske vil de bare hjem. Det er ikke tegn på, at de ikke gider. Det er oftest tegn på, at rammerne føles for store, for uoverskuelige, for nye. Og det er præcis der, vi voksne kan gøre en forskel.

Her er nogle af de råd, jeg selv bruger, både på idrætsbanen og derhjemme, når et barn har brug for lidt ekstra for at finde tryghed i foden.

Fejr de små skridt, ikke kun målene

I opstartsfasen handler fodbold ikke om fodbold. Det handler om at turde træde ind på banen, sige hej til træneren, stille sig op sammen med de andre børn. Det er store præstationer for et lille barn i en ny verden.

Jeg husker fra min egen undervisning, at en elev kun nåede at tage sko på i flere uger. Og så en dag, ud af det blå, kom eleven ind på banen og stillede sig op. Det var ikke et mål, der blev scoret den dag. Men det var en sejr, der betød alt. 

Når vi voksne anerkender de små skridt, sender vi et signal til barnet: Det du gør, er nok. Du er på vej. Og hver gang du prøver, vokser du.

• Fejr at barnet møder op, selvom det ikke vil med ind

• Læg mærke til når barnet siger hej til en holdkammerat

• Ros indsatsen, ikke resultatet

Skab tryghed gennem forudsigelighed

Børn trives med forudsigelighed. Det ved enhver forælder, der har oplevet en hverdag, der blev vendt på hovedet af en uventet ændring. Det gælder også på fodboldbanen.

Når et barn ved, hvad der skal ske, først varmer vi op, så leger vi en leg, så drikker vi vand, så spiller vi kamp, falder pulsen. Der opstår ro. Og i den ro kan barnet begynde at deltage.

Som frivillig træner kan du med fordel gøre træningen til en fast rutine, hvor strukturen er den samme uge efter uge. Ikke fordi det skal være kedeligt, men fordi forudsigelighed giver plads til overskud. Når barnet ikke skal bruge energi på at gætte, hvad der sker næste gang, kan det bruge energi på at være med.

Det er også her, visuel struktur kommer ind i billedet. Nogle børn har brug for at kunne se, hvad der venter dem,  ikke bare høre det. Et visuelt skema, der viser træningens forløb, kan gøre en enorm forskel for det barn, der ellers holdt sig tilbage.

Når de voksne arbejder sammen

Barnet lykkes bedst, når træner og forælder arbejder sammen. Det har jeg set igen og igen, både i skolen og i fritidslivet. Når barnet oplever, at de voksne omkring det har fælles forventninger og taler samme sprog, skabes der en ramme, der føles sikker.

Det behøver ikke at være kompliceret. Det kan være en kort snak efter træning: Hvordan gik det i dag? Hvad var svært? Hvad skal vi prøve næste gang? Eller det kan være en fælles aftale om, hvordan vi taler om indsats derhjemme, uden at lægge pres på barnet.

Forælderen kender sit barn bedst. Træneren kender holdet og øvelserne. Når den viden sættes sammen, opstår der noget stærkt.

Lyt til barnet, det handler ikke om vilje

Når et barn ikke vil med, er det nemt at tænke: Han har bare ikke lyst. Hun er måske ikke til sport. Men i min tid som idrætslærer har jeg lært, at der næsten altid er noget andet på færde. Overstimulering. Usikkerhed ved de andre børn. Frygten for at lave fejl. Følelsen af ikke at forstå, hvad der foregår.

Det handler sjældent om vilje. Det handler om tryghed.

Nogle børn, er bare mere sensitive over for nye indtryk og store grupper. Og for børn kan en fodboldbane med 15 råbende børn, fløjter og bolde, der flyver, være direkte overvældende. Det er ikke, fordi de ikke vil. Det er, fordi der er for meget.

Hvad vi kan gøre:

• Anerkend barnets følelse: "Jeg kan godt forstå, det er lidt meget"

• Giv plads til at træde lidt til side uden at forlade banen

• Lad barnet starte med én opgave ad gangen

• Vær tålmodig - tryghed tager tid

Gør udviklingen synlig

Et af de vigtigste råd, jeg kan give, er at gøre barnets udvikling synlig for barnet selv. Børn har svært ved at se deres egen fremgang. Det, der var svært for tre uger siden, føles nu nemt, men det glemmer de hurtigt.

Netop derfor har vi hos Piktoplan udviklet Fodbolddiplomet i samarbejde med HI Fodbold. Det er et visuelt motivationsværktøj, hvor barnet samler Fodboldbrikker på et diplom, et Jeg kan gøre det!-diplom. Brikkerne gives for indsats, deltagelse, mod og fællesskab, altså for proces fremfor resultat.

At sige hej til træneren kan være et mål. At vente på tur kan være et mål. At prøve en ny øvelse kan være et mål. At heppe på en holdkammerat kan være et mål.

Det bygger på en simpel tanke: Når barnet kan se, hvad det allerede kan, og hvad det er på vej til at kunne, vokser selvtilliden. Fodbolddiplomet samler flere af de råd, jeg har delt her: Det fejre små skridt, det skaber forudsigelighed, og det gør udviklingen synlig for både barn, træner og forælder.

Fodbolddiplomet består af fire byggesten, en trænerguide, en forældreguide, en målbank og selve diplomet og kan bruges på to måder: som noget, forældrene styrer derhjemme, eller som en fælles anerkendelseskultur i klubben. Tanken er den samme: Barnet lykkes bedst, når de voksne arbejder sammen.

Du kan læse mere om Fodbolddiplomet og den samlede tilgang til visuel støtte for fodboldbørn på Visuel støtte til Fodboldbarnet

Hvad tager du med herfra?

Fodbold for de små handler ikke om fodbold. Det handler om tryghed, fællesskab og små sejre, der langsomt bygger selvtillid. Som frivillig træner eller forælder er du ikke kun med til at lære et barn at spille fodbold, du er med til at lære det, at det kan noget, det ikke troede, det kunne.

Det er de små øjeblikke, der tæller. Det barn, der pludselig tør træde ind på banen. Det smil, der dukker op, når en holdkammerat siger "godt gået". Den brik, der sættes på diplomet, fordi barnet prøvede noget nyt.

Bh. Christinamai, Piktoplan