Vi kalder det breddeidræt. Et sted, hvor der skal være plads til alle børn. Hvor fællesskab, glæde og bevægelse er vigtigere end resultater og ranglister.

Men er det stadig virkeligheden i mange fodboldklubber?

I takt med at vi ved mere om børns trivsel, udvikling og læring, er forventningerne til de frivillige trænere steget markant. I dag forventes det ofte, at træneren ikke blot kan lære børn at sparke til en bold, men også kan håndtere konflikter, inkludere børn med særlige behov, skabe motivation, understøtte sociale relationer, kommunikere anerkendende med forældre og arbejde målrettet med børns udvikling.

Alt sammen opgaver, som mange uddannede pædagoger og lærere bruger år på at lære.

Men i den lokale klub står træneren ofte som frivillig efter en lang arbejdsdag. Måske er han eller hun håndværker, kontoransat, sygeplejerske eller lastbilchauffør. Måske har vedkommende aldrig læst en bog om pædagogik.

Alligevel forventer vi ofte professionelle kompetencer.

Det rejser et vigtigt spørgsmål:

Er breddeidræt blevet så kompleks, at den udelukker nogle af de voksne, som tidligere bar foreningslivet?

Hvis kravene til trænerrollen bliver for høje, risikerer vi at miste de frivillige. Og uden frivillige findes der ingen breddeidræt.

Samtidig er der en anden side af sagen.

For set fra barnets perspektiv er det ikke ligegyldigt, hvem der står på banen.

For barnet med ADHD, autisme, angst eller lavt selvværd kan en træners måde at møde barnet på være afgørende for, om barnet bliver en del af fællesskabet eller langsomt glider ud af det.

For barnet, der altid bliver valgt sidst. For barnet, der har svært ved at vente på tur. For barnet, der ikke forstår de sociale spilleregler.

Her er pædagogiske kompetencer ikke en luksus. De er ofte nøglen til deltagelse.

Derfor står breddeidrætten i et dilemma.

På den ene side ønsker vi at stille krav om inkluderende fællesskaber og plads til forskellighed. På den anden side er klubberne bygget på frivillighed, hvor vi ikke kan forvente, at alle voksne møder op med professionelle pædagogiske værktøjer i rygsækken.

Måske er spørgsmålet derfor ikke, om frivillige trænere skal være pædagoger.

Måske er spørgsmålet, hvordan vi som samfund hjælper dem med at lykkes.

For hvis vi ønsker, at alle børn skal kunne deltage i foreningslivet, må vi også give de frivillige redskaberne til at skabe de fællesskaber, vi efterspørger.

Ellers risikerer vi at skabe en ny form for eksklusion:

Enten af børnene, som ikke passer ind i de eksisterende rammer.

Eller af de voksne, som gerne vil bidrage, men som føler sig utilstrækkelige, fordi kravene er blevet for store.

Så hvad mener du?

Er breddeidrætten stadig et sted, hvor alle kan være med – både børn og frivillige?

Eller er vi ved at udvikle et foreningsliv, hvor deltagelse kræver kompetencer, som mange almindelige forældre ikke føler, de har?

Netop dette dilemma tager vi i Piktoplan meget alvorligt.

For løsningen er efter vores opfattelse hverken at sænke ambitionerne for børns trivsel eller at stille stadig højere krav til de frivillige trænere.

I stedet bør vi spørge: Hvordan kan vi gøre det lettere for både børn, forældre og trænere at lykkes?

Derfor har vi udviklet Fodbolddiplomet.

Fodbolddiplomet er skabt som et fælles redskab, der arbejder både på individ- og fællesskabsniveau. Det giver barnet mulighed for at sætte personlige mål, opleve mestring og følge sin egen udvikling, samtidig med at det understøtter fællesskabet på holdet.

Diplomet fungerer som et fælles tredje mellem barn, forældre og træner. Noget man kan tale om, samarbejde om og være nysgerrig på sammen. Det flytter fokus fra, hvad barnet ikke kan endnu, til hvilke små skridt der er næste naturlige mål.

Målet er ikke at gøre frivillige trænere til pædagoger. Målet er at give dem enkle redskaber, som gør det lettere at møde børnene, hvor de er.

Når forventningerne bliver tydelige, målene konkrete og succeserne synlige, bliver det nemmere for barnet at opleve fremgang, for forældrene at støtte op hjemmefra og for træneren at skabe positive udviklingsoplevelser på banen.

Vi tror på, at den stærkeste udvikling sker i zonen for nærmeste udvikling – dér hvor udfordringen er stor nok til at skabe læring, men ikke så stor, at barnet mister modet. Og vi tror på, at det samme gælder for de voksne omkring barnet.

For den bedste breddeidræt er ikke den, hvor alle præsterer det samme.

Det er den, hvor alle oplever at lykkes med det næste skridt.

Hvis vi ønsker et foreningsliv med plads til alle børn, må vi også skabe rammer, hvor både trænere, forældre og børn oplever, at de kan lykkes. Det er ikke et spørgsmål om at stille færre krav – men om at skabe bedre støtte.